fredag den 6. december 2013

Mangen eg er for uvejret segnet


Gåtur langs stranden fra Karlsminde til Himmark strand sidst på eftermiddagen i dag. Blæsten i ryggen var som et kraftigt skub, der næsten fik én til at snuble for at følge med. Vandstanden her var stadig lavvande i modsætning til stormfloden, som har ramt mange områder nordpå.

Vi valgte at gå gennem skoven tilbage til bilen, så vi ikke skulle gå i modvind. Utroligt som træer giver læ. Og hvor var lyden af stormen igennem dem øredøvende høj. Scenariet egnede sig fint til en uhyggelig film med tusmørket, de mørke skyer, der drev over himlen. Det svage måneskin og blæstens fortissimo.

Dette efterårs storme: oktoberstormen og Bodil vil blive husket, fordi vi endnu engang måtte erkende, at vi er små og magtesløse, når naturens kræfter tager over. Heldigvis fik respekten for de vældige kræfter, som vi så i oktoberstormen, os til at forholde os fornuftigt i går, så vi tog ved lære og indrettede os efter situationen.

Billedet her er fra Festpladsen i Nørreskoven, hvor oktoberstormen nærmest slyngede et af de kæmpestore bøgetræer om.

Langs hele vores normale vandretur langs strandkanten (Alsstien) i den nordlige del af Nørreskoven er der væltet mange store bøgetræer, som det ses her.

-det har stormet og pisket i vor lund
Det får mig til at tænke på denne linie fra sønderjydernes kampsang "Det haver så nyligen regnet", som altid blev sunget ved festlige lejligheder i min mormor og morfars hjem. Der var både gejst og vemodighed tilstede, når den blev sunget.

For de gamle som faldt ... ja, og netop i går døde en af de store ege i verdenhistorien: Nelson Mandela - Madiba. Her i aften så vi den times mindeudsendelse, der blev vist i DR.

Kristeligt Dagblad har en artikel med 10 Mandela-citater, som fint tegner billedet af dette store og ydmyge menneske, der gjorde en vigtig forskel i verdenshistorien, og som vi bør ære ved at fortælle hans fantastiske historie igen og igen.

1 kommentar:

  1. Dejligt at genopleve og at få fastholdt én af vores mange natur-ture.
    Følsomhed og perspektiv er blandt dine - slet ikke så få - stærke sider...
    Kærligst Finn

    SvarSlet