"Birketræets guldblade
Op mod himlens blå, uendelige blå
I novembers sol"
Sådan starter en tankevækkende artikel "Den moderne gennemsnitsløgn" af Ejvind Larsen i dagens Information.
Den fik mig til at reflektere over valgplakater og temaer i såvel kommunal-, lands- som verdens nyheder. "Vi vil vækst" eller bare "Vækst" er slogans, der fanger øjnene fra lygtepælene i øjeblikket.
Arkebilledet af vækst er vel et spirende frø, der udfolder sig til et stort levende træ.
Men som artiklen påpeger, så bidrager en levende skov ikke spor til vækst - først når træerne fældes og sælges som tømmer får vi vækst.
Hvordan får vi ændret vores opfattelse af rigdom og af vækst til at være i pagt med livets dybeste mening, så vores værdier kan gøres op af værdimåleinstrumenter, som er egnede til at måle livets mangfoldighed.
Hvor hører det hjemme i forbindelse med kommunalvalget?
Jeg har ikke svaret - kun stor frustration - især til hvad jeg egentlig selv kan bidrage med. Hvad kan jeg selv ændre? Hvor bidrager jeg til den "forkerte" vækst - hvor til den "rigtige"?

Ingen kommentarer:
Send en kommentar